Riv pyramiderne ned

Den lidt forældede titel – stjålet fra Jan Carlzons 32 år gamle bog om ledelsesrevolutionen i SAS – har ny aktualitet i dagens sundhedsvæsen domineret af de fem nye sygehusregioner.
Fokus er naturligt nok at købe meget mere ind ad gangen – og til meget billigere pris.

Det skriver Statsindkøb også om denne gang i historien om Region Hovedstaden samt i den helt generelle historie om at opnå billigere priser på medicin og medicoudstyr – blandt andet ved at de nye regioner søger et styrket indkøbssamarbejde med kommunerne.
I den udvikling har man blot ikke nået at diskutere så meget, hvem der skal afgøre, hvad vi så har brug for at købe ind til sundhedsvæsenet?

Noget er selvfølgelig lagt lige til højrebenet, hvor det siger sig selv, hvad der skal købes ind.
Andet kan der være flere meninger om fornuften i at købe ind.
På bundlinjen står, at med stadigt større indkøbsvolumen tynger også ansvaret på dem, der så tager beslutningerne om indkøb, som var det møllehjul de fik om halsen.

Da Jan Carlzon fik sin enorme gennemslagskraft med budskabet om at rive pyramiderne ned nikkede enhver leder med respekt for sig selv og sagde ”selvfølgelig”. Spørgsmålet er dog om så ansvaret for alvor blev uddelegeret mere - og beslutningsstrukturen blev fladet mere ud?
Det skete ikke alle steder dengang – og det sker absolut heller ikke nu som noget af det første, hvor der er rigeligt andet at se til med at få struktur og budgetter på plads. Dermed er en fare i hele denne omlægning: Hvis man svigter her, så mister man den gode forretning det er også at se nøje på ledelsesstrukturen – pyramiderne om man vil.

Det er der måske allermest grund til i kommunerne: Trods både centralisering af sygehusindkøb og lukning af mindre sygehuse, så bliver indkøbsændringerne størst i kommunerne. De skal nemlig til at købe langt flere produkter ind blandt medicin, apparatur og hjælpemidler, hvor kommunerne nu skal stå for mere sundhed. Der er lagt op til et tæt indkøbssamarbejde med regionerne på de områder, men fristelsen er lige for til at skabe nye, stejle pyramider i kommunernes ledelse på indkøbsområdet.

Hvis det sker, så kan vi godt begynde at stille minuturet til nedtælling til de første indkøbsskandaler, som kan blive et betonkommunistisk, supercentralistisk samfund værdigt:
Scenariet vil indeholde alle elementer for de såkaldte kioskbaskere om skandalerne: Ikke alene lurer faren for afsløringerne af uigennemtænkte indkøb. Den ekstra dimension er effekten med ”cover-up”, når embedsapparatet søger at skjule indkøbsfadæserne.
Det gør blot afsløringerne så alvorlige, at der nødvendigvis må rulle hoveder.

Men frygten for de scenarier skal ikke være hele drivkraften i at flade pyramiderne ud. Sund fornuft er heller ikke af vejen, når det gælder uddelegering af ansvar.
Der skal sikres gode kontaktbaner mellem brugere – og dem der skal tage beslutningerne om indkøbene. Det fordrer et stort panel af tilgængelige mennesker, som kan træffe beslutninger ud fra et grundlag, som man kun får, når der er tid til at høre på folk.

Heldigvis værner alle aktører – både Danske Regioner, Lægemiddelindustriforeningen, Lif, og strukturudvalget hos de Praktiserende Lægers Organisation, PLO - om lægefagligheden i den ny udvikling mod billigere medicin- og apparaturindkøb. Lige så vigtigt er det, at patienterne skal have adgang til sammenlignelige oplysninger om sygehusenes kvalitet, som løbende og systematisk skal måles, dokumenteres - og hvor resultaterne som den naturligste ting lægges åbent frem for både patienterne og alle andre i sundhedsvæsenet.

Al den gennemsigtighed skubber på en fladere – og dermed mere beslutningsdygtig – ledelsesstruktur på indkøbsområdet. Udfordringen bliver at sikre, at det 32 år gamle kampråb også vil lyde i dag i gangene i de nye indkøbsafdelinger hos kommuner og i regioner:
Riv pyramiderne ned!