Det er ingen kunst

Definer lige kunst.
Nå, ikke? Det er også svært for et ordsprog sagde engang, at kunst er alt det man ikke kan – ellers er det jo ingen kunst.
Problemet med kunstindkøb i dag er netop, at vi ikke rigtigt har defineret hvad kunst er – og hvad vi kan. Og hvad vi ikke kan.
Mens alt andet sættes i system, Lean-tjekkes og optimeres, så er der nærmest gået anarki i statslige og kommunale kunstindkøb. Det er en uprøvet disciplin for offentlige indkøbere, og det er faktisk en stor fejl. For er der noget, der kan få millionerne til at rulle ukontrolleret, så er det faktisk offentligt indkøbt kunst.
Det er blevet accepteret, at kommunerne køber god kunst, men man har ikke gjort en dyd ud af indkøbsprocessen, som det er sket på snart alle andre områder.
Kunstindkøb overlades i dag ofte til eksempelvis billedkunstråd med kunstnere og politikere i en uskøn blanding og lukket i enrum med en del modsat rettede interesser indenfor økonomi og eksperimenter.
Det er som om vi er ude i finkulturel proces, hvor det vil ødelægge den gode stemning og den årlige julefrokost, hvis vi skal til at optimere, hvad det offentlige kan få af kunst for ussel mammon.
Please – vågn op.
Vi skal ikke pakke alt ind i regler med fare for at kvæle det spændende og nyskabende. Men stats- og kommunale indkøb af kunst nærmer sig med et kvalificeret bud en milliard om året, og så er det ødelæggende at retningslinjerne slingrer på en måde, der aldrig ville blive tilladt for andre offentlige indkøb, som Statsindkøb konstaterer i dette nummer.
- Det er fuldstændig forskelligt om kommunerne tilgodeser vækstlaget blandt kunstnere - og hvordan de er gearet til at købe kunst ind. Nogle har billedkunstråd – andre har ikke, fortæller formanden for Billedkunstnernes Forbund, Nanna Gro Henningsen.
Meget bemærkelsesværdigt synes offentlige udbud af kunstprojekter også nærmest ukendte.
Der ligger et par mødomme, der skal tages i den offentlige forvaltning.
Tidspunktet er kommet nu, for nu er offentlige kunstindkøb blevet både modne og store nok.
Det er helt OK og på sin plads at se på kunstindkøb med nøjagtig samme briller som når det gælder kommunale masseindkøb af PC´ere eller kopipapir.
Nuvel, offentlige indkøbere er ikke kandidater i kunsthistorie, men de har kompetencer, som man tilsyneladende har set helt bort fra så snart noget bliver finkulturelt.
Det er på tide at kunstråd og statslige byggeledere omgående ser sig om for at få en kompetent indkøber med i gruppen, når der skal fyres halve eller flere hele millioner af på kunst.
Det behøver IKKE at gå ud over den kunstneriske udfoldelse eller kreativitet fordi man bruger indkøbere til at sikre, at man får mest muligt for pengene.
Det vil aldrig blive indkøbere alene, der afgør kunstindkøbene i sidste ende. Og for kunstnerne vil det også blive en fordel. Med en fornuftig prispolitik på kunst vil også vækstlaget i højere grad blive tilgodeset. Ikke alene vil flere få lov at byde på kunstudsmykning. Nogle vil også kunne sikre kvaliteten til billigere penge end de dyre navne.
Det er faktisk ingen kunst at købe ordentlig kunst til den rigtige pris, hvis professionelle indkøbere tages med på råd.