Øresunds problemknusere skal have hjælp

Det er en sørgelig beretning, som Statsindkøb denne gang fortæller om de næsten kuldsejlede – og i hvert fald stærkt haltende Øresundslicitationer af hospitalsudstyr.
 

Gennemgangen af samlet fire et halv års forberedelse, idefaser og indsatser afslører, at end ikke de mest indlysende ideer og gode intentioner altid kan tåle mødet med virkelighedens verden.
 

Ud af de første tre varer, som for længst skulle have været udbudt i Øresundslicitationer, så er der kun brystimplantater tilbage. Og det udbud er ved redaktionens slutning stadig under forberedelse.
 

Ideen er ellers ligetil: Vi køber mere ind sammen på tværs af Øresund – og får det hele billigere.
 

Vi må nu konstatere, at Det indre Markeds frie bevægelighed af varer også har barrierer for ordregiverne. - I dette tilfælde de offentlige indkøbere i Region Hovedstaden og Region Skåne.
Ideen om Øresundslicitationer blev optimistisk lanceret for fire et halvt år siden af Malmøs borgmester, Ilmar Reepalu. Det skete i Øresundskomiteen, som ville forberede Øresundslicitationer.

 
Men så forsvandt sagen fra det politiske plan, og blev sendt til embedsmænd i Region Skåne og Københavns Amt, og siden nedprioriteret i Region Hovedstaden fordi der kom en kommunalreform at tage hensyn til. Vi er nu næsten ved vejs ende.

 
Projektet har hverken fået den opmærksomhed det fortjener på grund af potentialet i Øresundslicitationer, og projektet har heller ikke fået den politiske støtte, der ellers var god økonomisk logik i at give.

 
Tænk hvis Øresundsregionens politikere fandt engagementet frem fra tiden omkring broindvielsen i 2000, og havde postet - lad os blot sige 10 millioner - i ideen med det samme.

Statsindkøbs påstand er, at så var de penge tjent ind nu.
Her er det så, at der mangler politisk lederskab, vilje og mod i Øresundsregionen.

*

Som sagerne står nu må man i den udvandede udgave af Øresundslicitationerne lave to identiske udbud fordi der ikke er hjemmel til at gå sammen om udbud. Problemet er, at en ren Øresundslicitation under gældende regler kunne betyde kompetenceafgivelse, når svenskerne skal være med til at bestemme, hvilke produkter der købes i Danmark. Loven siger, at vi ikke må give svenskerne indflydelse på, hvilke valg af varer vi tager.

Nuvel, men i et fælles udbud er der vel to parter, som skal være enige. Alternativt skal der laves regelændringer for regioners og kommuners muligheder for at agere på tværs af grænsen.

Statsindkøbs påstand er, at problemerne kan løses med politisk velvilje og bevidsthed om en stor økonomisk gulerod.

Men Øresunds problemknusere skal have hjælp. Og det er kun politikerne, der kan give dem det. Hele sagen er en falliterklæring for det politiske samarbejde over Øresund - i særdeleshed personificeret af Øresundskomiteen, der ellers satte arbejdet med Øresundslicitationer i gang.

Store ord og skåltaler – men ingen opfølgning og støtte.

De to regioners politikere har først og fremmest et ansvar for ikke at presse på, når et vinderprojekt sættes i gang. Den manglende nationale bevågenhed for Øresundsprojektet er en lige så stor synder.

Lad nu det spæde forsøg på Øresundslicitationer komme i gang – og så sæt blus på lampen bagefter, så begge sider af Øresund kan spare på de offentlige indkøb af hospitalsudstyr – og af mange andre produkter derefter.