Klimakamp og elsparekøb er forretning og skal præmieres

 
Danmarks klimakamp er gået i selvsving. Enhver offentlig virksomhed må have mistet overblikket over de talrige konferencer, hvor melodien spilles på repeat: Danmark skal markedsføre sig selv op til FN´s klimatopmøde i København i 2009, hvor målet er en ny klimaaftale efter Kyoto-aftalen, som udløber i 2012. Deltagere fra 170 lande og 8.000 græsrødder, erhvervsfolk og eksperter er i København. Som land er man jo tosset, hvis man ikke brander sig på klima i den situation.

Det lægger også et vist pres på de offentlige indkøbere. Og noget sker der. I dette nummer beskriver vi bl.a. fem nye værktøjer fra Elsparefonden til at nedbringe elforbruget. Det er et fint initiativ, og et led i en større proces, men næppe innovativt og revolutionært nok til at det er værd at prale med internationalt på så kort sigt som til 2009. Der er brug for en revolution, når en stor del af perspektivet er 2009. Her fejler de joviale konferencer, der synes at søge konsensus om fjerne mål. Den dimension, at klimakamp skal kunne betale sig her og nu, er ude af billedet.

Hvordan skal vi få offentlige virksomheder, der nu gennemgår budgetter med tættekam, til at skabe reelt indhold i Danmarks klimamarkedsføring? Det handler om resultater, som deltagerne allerede ved klimatopmødet kan røre ved og imponeres over. Vi taler om enorme klimafremmende, offentlige byggeprojekter. Vi efterlyser offentlige virksomheder, som vender produktionen på miljø-korrekt vis i 2009. Tag blot et af de seneste fejlskud:

Staten (Økonomi- og Erhvervsministeriet) samt erhvervslivets organisationer (Dansk Industri, Dansk Byggeri, Dansk Energi, Vindmølleindustrien) vil investere 37 millioner kroner i markedsføring af danske klimakræfter. Hvordan vendes offentlige virksomhedernes udledning af drivhusgasser hurtigt og opsigtsvækkende på den måde? Det er tid til pisk og gulerod.

Det er fint som Elsparefonden gør at påvise at elbesparelser kan betale sig – og give gode råd til at det lykkes; Man kan samlet spare op mod 700 millioner om året. Men der mangler en ekstra gevinst til at sætte trumf og turbo på. Statsindkøb opfordrer til langt mere vidtgående præmiering. Klimakamp og elsparekøb er forretning og skal derfor i højere grad kunne betale sig og præmieres.

Statsindkøb har fire forslag:

• Det er ikke utænkeligt at give kommuner skattefordele, hvis de bremser udledning af CO-2 og elforbrug. Danmark har brug for et EKSTREMT hurtigt arbejdende udvalg til den sag.
  
• Danmarks utilgivelige inerti med udbygningen af kæmpevindmøller skal brydes med hårde regeringsdirektiver mod urimeligt vrangvillige kommuner. Trods danske verdensnavne i vindmølleindustrien som Vestas, LM Glasfiber og Siemens Windpower halter hjemmemarkedet. Det hjælper med en ny, forhøjet afregningsaftale i den seneste klimaaftale, men det er ikke tilstrækkeligt, når kommunalt fnidder alt for ofte bremser fornuftige energibesparelser.
  
• Det gode eksempel bør også skabes. Giv eksempelvis den halvoffentlige Øresundsbro og Storebæltsbro en miljøprofil. Halver eksempelvis prisen for biler med flere personer, ligesom for biler, der kører på miljøvenligt brændstof. Gør som Golden Gate Bridge i San Francisco. Der er turene er gratis, hvis der i myldretiderne er tre personer eller flere i bilerne, hvilket også gælder for ”clean air vehicles”.
  
• Endelig skal Staten oprette ærespriser til kommuner, som nedbringer CO-2 og ændrer markant miljøretning inden topmødet i 2009. Priserne skal være attraktive. Vi er i størrelsen med hele millioner. Intet er bedre branding for en kommune end en stor pris for en markant indsats. Og staten m.fl. kan vise der sker noget. Det er win-win.

Og når vi nu ligefrem taler om klimarevolutionen kan vi vel tillade os at citere Che Guevara:

»De ord der ikke følges af handling er uvæsentlige.«