0-fejlskultur

Et gammelt kinesisk ordsprog siger: ”Det er ingen kunst aldrig at falde. Det er en kunst at falde og rejse sig igen.”

Det er værd at tænke over, når en farlig 0-fejlskultur er ved at snige sig ind over de offentlige indkøberes skriveborde – ganske som den har været kendt i årevis fra ministerierne, hvor embedsmændenes mest dyrkede sport ofte kan betegnes som cover ass.

Vi undlader oversættelsen.
Men der er ikke noget at sige til, at frygten for fejl bliver større i øjeblikket.

Som den nye formand for IKA – Foreningen af Offentlige Indkøbere - Helle Schjermer, konstaterer i dette nummer af Statsindkøb, så er der en sammenhæng mellem, at når indkøbene bliver større, så er risikoen for fatale fodfejl også større.

Derfor har hun valgt, at IKA som led i kommunalreformens ændringer fremover skal give stærkere rådgivning, ikke mindst gratis juridisk rådgivning til medlemmerne.

Det er ganske fornuftigt.
Men det er også værd at se på abens vej i systemet – dvs. hvor skal ansvaret placeres ved de store fejlindkøb, som naturligvis vil opstå fremover.

Med den langt større volumen er det ikke kun indkøberne, som risikerer at få ørerne i maskinen ved fejlindkøb og fejldispositioner. Det er sandelig også politikerne.

Og her begynder indkøbernes rolle at blive interessant, for med
større indkøbsvolumen er den direkte vej fra embedsmandsansvar
til politisk ansvar meget kort.

Det er altså ikke uden grund, at der i dag er langt mere politisk
fokus på indkøbsopgaverne, og dermed endnu større krav til indkøbsopgaverne
– og indkøbscheferne.

De vil tillige mærke maksimalt pres fra de leverandører, som føler sig forbigået, og derfor med advokatbistand vil gennemgå alle afslag med tættekam. Med de store ordrer, der nu er på spil, vil ordrerne i mange tilfælde være et spørgsmål om leverandørernes overlevelse.

Alt dette pres mod indkøbscheferne er ikke nødvendigvis kun negativt.

Der er ingen tvivl om, at det vil speede den professionalisering af indkøbsbranchen op, som allerede er i gang blandt andet som følge af kommunalreformen.

Men mange kommuner er også i en overgangsfase, hvor en kalkuleret risiko for fejl bør være noget, som man indregner. Mange kommuner har slået indkøbsafdelinger og forskellige systemer sammen. Andre har omorganiseret på anden måde.

Og midt i det hele er fejl blevet et meget følsomt emne.

Bagerst i bladet vil Statsindkøb stadig beskæftige sig med fejl som vi har gjort det mange gange under rubrikken ”mine værste indkøb”, men Statsindkøb mærker også en stigende berøringsangst for emnet. Vi justerer derfor nu rubrikken lidt fra gang til gang – alt efter historien, mens vi tænker lidt på det tidligere nævnte kinesiske ordsprog: ”Det er ingen kunst aldrig at falde. Det er en kunst at falde og rejse sig igen.”

Må initiativ og et behersket, kalkuleret vovemod fortsat blive belønnet af politikere og embedsmandssystem, så længe man også husker den leveregel, at det kan være OK at begå fejl, så længe man også lærer af dem. Ministeriernes farlige 0-fejlskultur kan nemlig bremse den forrygende udvikling, som offentlige indkøb er inde i.