Elastikudgifter i metermål i Afghanistan

Næppe noget andet sted i Danmark har offentlige indkøb tilsvarende elastikker i udgifterne som i den til dato største danske sikkerheds- og genopbygningsaktion i Afghanistan.

Det gælder ikke pebernødder: To milliarder har Danmark brugt i Afghanistan på militær og genopbygning – ca. en milliard til hver. I 2008 vil yderligere op mod 600 mio. kr. rulle stort set ubemærket mod Afghanistan, mens det politiske slagsmål fortsætter på Christiansborg.

I sagens natur er Afghanistan-aktionerne nogle af de sværest styrbare, offentlige indkøb.

Elastikkerne er og skal derfor være enorme i den største, danske internationale sikkerheds- og udviklingsaktion nogensinde. Derfor har Statsindkøb i dette nummer sat beløb og fokus på udgifterne.

Det gør vi ikke for at man skal fjerne udgifterne. Der er fornuft i at støtte den internationale aktion i Afghanistan, men man nærmer sig et kritisk point of no return, hvor man enten fra både dansk og international side skal fortsætte og styrke indsatsen – eller droppe den.

Årsagen er først og fremmest vigende folkelig opbakning, som undersøgelser dokumenterer. Dermed bliver også den politiske opbakning mør. Og gør man det halvt har man dødsdømt projektet. I det lys bliver indkøb til aktionerne Afghanistan kritiske. Der vil komme et stigende folkeligt og politisk pres for at få at vide, hvad man rent faktisk får for pengene.

Men det er beskæmmende at se, hvor lidt der rent faktisk er kommunikeret ud om den sag. Jo, med en del besvær kan man få nogle meget store rammebeløb og samle dem i en artikel som her i Statsindkøb. Men helt overordnet mangler man succeskriterier, som befolkningen kan forholde sig til, når både millionerne ruller videre i 2008.

Eksempelvis: Betyder aktionen, at Taliban og terrornetværket Al Qaida presses nok i defensiven? Og i hvor høj grad kan det skrøbelige og flossede demokrati opretholdes med de penge, som Danmark og andre lande poster i Afghanistan? Og mærker afghanerne tilstrækkelige forbedringer?

Det er ikke svært at finde succeshistorier i Afghanistan, men heller ikke det modsatte. I en ærlig rapport om den danske Helmand-indsats i 2008 fra Forsvars- og Udenrigsministeriet lægger man ikke skjul på vanskelighederne.
Men når det kommer til udgifterne og indkøbene leder man forgæves efter beskrivelser af, hvad man forventer at få ud af det.

Statsindkøb vover den påstand, at i 2008 vil man se en øget fokus på netop det problem.

Befolkningen kræver garanti for, at der hvor vi sætter ind, skal det nytte noget. Befolkningen vil have noget for pengene – sagt lidt mere firkantet.

Lex Irak er, at det ikke lykkedes politikerne at overbevise om det i Irak. Turen er ved at komme til Afghanistan nu, hvor man rent faktisk kan pege på mange fremskridt, og et forsvars- og udviklingsarbejde, som helt fortjent roses af internationale samarbejdspartnere.

Men det er sket uden hverken Forsvars-, Udenrigs eller Finansministeriet har brugt tilstrækkeligt krudt på at lave en pædagogisk, forståelig og helt nødvendig, folkelig cost-benefit-analyse.

Et blik på statsindkøbene til Afghanistan-aktionen afslører store elastikker i budgetterne. Men breder den opfattelse sig i befolkningen, at resultaterne også bliver solgt i metermål, så kan Danmark om få år lukke og slukke med uforrettet sag i Afghanistan – og 3-4 milliarder fattigere.

Det kan hverken afghanerne, danskerne eller verden være tjent med.